

Her vil jeg "øve" mig i at blogge, så jeg aner ikke, hvad der venter dig af oplevelser, når du besøger min blog ;)


Ja, så kan jeg skrive forfatter på mit CV - ok, bogen er ikke udgivet på forlag endnu, meeen jeg er da slet ikke i tvivl om, at redaktørerne vil stå i kø ;) Skal jeg være helt ærlig, så har jeg jo ikke skrevet romanen helt alene, men jeg har sat gang i hele skriveprojektet og forsøgt at holde snor i alle mine medforfatteres vilde fantasier og skrivekløe.
I bund og grund aner jeg ikke, hvem jeg har skrevet sammen med siden april, for vi kender ikke hinanden - sådan i gængs forstand, for vi har aldrig mødt hinanden udenfor cyberspace, men vi er venner på Facebook - via min gruppe "Litteraturklubben", og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi også vil nyde hinandens selskab, hvis vi nogensinde mødes i den "virkelige" verden.
Vi har skrevet en krimi som en stafet - altså vi har på skift skrevet et afsnit, og så har den næste taget over og har fortsat historien. Vi har arbejdet meget anarkistisk, så derfor har vi heller ikke kendt historiens handling, røde tråd, persongalleri eller alt andet.
Det har været en lærerig proces og en sjov oplevelse - så tak til dig Anette, Anne-Marie, Dorthe og Claus - og hvem ved, hvor vi ender. Lad os håbe det bedste :)
Ordet ferie smager dejligt - der sker noget med mig i det øjeblik "klokken ringer ud" - jeg bliver fyldt med en følelse af frihed, lethed og glæde. I år er der så en ekstra faktor - jeg har simpelthen sådan glædet mig til at få ferie, for så kan jeg med god samvittighed smide sygdom af mig - jeg er nemlig rigtig træt af at være syg. Så ikke et ord om stress, depression osv de næste tre uger :)
Sjovt som jeg altid har en fornemmelse af at taxfreeshopping er gratis glæder, for det er som om, det er en nødvendig ferieudgift, og min holdning til penge på ferien er en hovedrysten og trækken på skuldrene – prisen er underordnet, vi er jo på ferie, og så må vi bare leve lidt mere sparsomt når vi kommer hjem – men hov det gør vi jo ikke engang!?!? Og min mand er så vidunderlig, når jeg med min lille stemme spørger om han tror vi har råd, ja, så er svaret altid – ”Hvis du mener du har brug for det, så har vi da råd” –Åhhhhh jeg elsker simpelthen min skønne mand – tænk han forstår mine behov :)
Ja, jeg har lige fået ny mobiltelefon, fordi jeg bare så gerne ville have bluetooth, og nu er jeg helt i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg skal bruge den funktion til, men det er vist noget med håndfri telefoni i konebilen ;)
Jeg er altid begejstret, når jeg kan tilfredsstille mine smagsløg og min lækkersult bare ved at smut ud i haven. Nu er det ikke fordi, jeg har en køkkenhave med diverse bærbuske og alle slags grøntsager - jeg har kun en vild selvsået brombærbusk, et mirabelletræ, en masse hyld, en spinkel rabarberplante og så selvfølgelig "frugtplantagen" i forhaven. Fire små frugttræer, som vi fik for tre år siden til vores bryllup: Æbler, pærer, kirsebær og blommer.
Men mine naboer har den mest fantastiske køkkenhave, og jeg har Wildcard til at forsyne mig, hvilket er ganske vidunderligt - så sådan en lørdag eftermiddag hvor trangen til rabarbertærte pludselig overvælder mig, ja, så er det jo ganske enkelt at luske over og forsyne sig med friske økologiske og hjemmedyrkede røde rabarber.